Lidt godt...

Rigtig godt

2011-12-28T10:15:00.000+01:00

Jeg har gået med en sød hemmelighed – som har kæmpet for at komme ud og også er kommet det til nogle ganske få...for det er virkelig svært ikke at afsløre noget, der er rigtig godt.

Jeg har heldigvis ikke gået rundt med den længe, for hvis der er noget jeg har svært ved, er det at holde på en hemmelighed. Desværre også andres. Altså jeg siger ingenting, hvis jeg er blevet bedt om ikke at sige noget. Men man kan se det på mig. Jeg dækker over den givne hemmelighed ved at afsløre noget andet. Snakker så meget udenom konkret indspørgen, at det er ganske tydeligt, at jeg ved mere, end jeg siger. Det er rædsomt.

Heldigvis har jeg haft en medsammensvoren. K har været en integreret del af hemmeligheden og det har alt andet lige, gjort det meget nemmere – og rarere.

Hemmeligheden kom til udførelse lillejuleaften. 23-12-2011 kl 11:00.

Det var en morgen, der bar præg af, at K havde været på arbejde til kl 02 og følgelig ikke var til at hive ud af sengen. Af, at der skulle komme den sidste håndværker og male, så den oversvømmelsesrenoverede kælder kunne erklæres færdig og det inden jul! Og af, at vi skulle afsted til Fyn på juleferie næste dag. Så da vi endelig kom afsted til vores aftale, havde vi ikke rigtig trukket vejret, og da vi parkerede kiggede vi for første gang rigtigt på hinanden den morgen og sagde. Så er det nu. Nu vi skal giftes. Sidste kys som kærester.

Det var nok i virkeligheden meget godt, at vi ikke havde haft tid til at gå og blive sentimentale – jeg overtænker ting og det kunne snildt være endt i tårer. Jeg græder, når jeg bliver overvældet.

Vi havde talt om at blive gift i løbet af efteråret. Der var jo både det praktiske i det – når nu vi havde købt hus. For mig var der det romantiske i det. At være gift. At vælge hinanden. Trygheden i at vide, at nu er det solidt. Vi var ikke sådan i tvivl om, at vi skulle giftes, men vi har været uafklarede om formatet. Eller jeg har været uafklaret. K er langt mere easy-going og for ham var det et praktisk ritual (måske lige indtil vi stod på parkeringspladsen). Jeg har tænkt meget over hvor, hvordan, med hvilke mennesker, hvor mange. Og hver gang jeg tænkte, blev jeg klar over, at jeg blev lidt for stresset og påvirket af at skulle overholde konventioner og sikre at ingen blev sårede, ingen følte sig trådt over tæerne og ingen følte sig forbigået.

Heldigvis valgte vi som vi gjorde. K og jeg. Bare os. Rådhuset og bagefter en dejlig frokost ude. Og så var vi gift. Nu er vi gift. Og det føles ikke bare lidt godt, men rigtig, rigtig godt.

Formiddagsdrama

2011-12-09T11:10:00.000+01:00

Hvis man er under uddannelse skal man naturligvis øve sig – også hvis man er politiet. Men jeg har aldrig overvejet, hvordan man øver sig i at blive en god politimand, der både kan samarbejde og virke tilstrækkeligt autoritær, f.eks i forbindelse med demonstrationer og andre udskejelser.

Her til formiddag har jeg fået lidt indsigt – tror jeg da. I en halv times tid har 2 store politivogne cirklet vores kvarter og K og jeg har i fællesskab forsøgt at decifrere deres hensigt. Hvis de ledte efter forbrydere var de rimeligt dårlige til det. Muligheden var naturligvis også, at de var ude og synliggøre sig – men helt ærligt tror jeg, der er områder, der er hårdere trængt end et villakvarter en formiddag i december. Politiskolen ligger ikke så langt herfra og da næste element i formiddagens drama begyndte at udspille sig, besluttede vi, at det formodentlig var en gruppe elever på øvelse.

Jeg kan holde øje med dem fra mit værelse og indtil videre har de brugt det bedste af en time på at køre de 2 vogne frem og tilbage i det nærliggende vejkryds, mens 15 mand holder hinanden i hånden og laver menneskelig afspæring, grupperer sig, omgrupperer sig og råber, hvad der mest bare lyder som ”waaaahhhhwww”.

Jeg synes, det er fint – vores kvarter er som skabt til øvelse; gode brede veje, ganske lidt trafik, ingen der kaster molotovcocktails eller peger fingre og griner, hvis de nu ikke lige kan gruppere efter hensigten. Og det er sikkert bedre end, hvis de skulle øve sig i gymnastiksalen.

Med lettere bæven og glad for at jeg stod ret langt væk tog jeg et par billeder af situationen (man ved jo aldrig om de faktisk også skal øve sig i at konfiskere billedmateriale, der er taget uden tilladelse).

Fynske billeder

2011-11-10T13:55:00.000+01:00

Der er nu så fint på Fyn. I weekenden var vi i sommerhus og nød det efterårsdisede landskab ved Gabet.

Tid til krea

2011-11-10T13:44:00.001+01:00

Jeg elsker at jule og kan faktisk ikke vente til det er helt legalt...sådan i december måned. Jeg hører ikke til dem, der harcelerer over butikkerne, der allerede nu er julede, men synes sådan set at det bare rigtig fint.

Jeg har fundet symaskinen frem og juler hjerter. I weekenden var vi på besøg på Fyn og der fik værterne et par hjerter (selvom de måske nok syntes, at det var rigeligt tidligt).

Billederne er ikke så gode; men hjerterne er fine og pynter herhjemme.

Dyrehaven, en eftermiddag i november

2011-11-10T13:37:00.000+01:00

Gispende efter luft...

2011-11-08T10:27:00.000+01:00

De sidste 4 uger er forsvundet fra min kalender uden, at jeg har haft tid til at trække vejret og tænke.

Lige indtil sidste mandag, hvor jeg blev nødt til at tænke. Og mærke efter hvordan jeg rent faktisk gik og havde det.

Det var godt. At mærke efter altså - for det jeg så rent faktisk mærkede var virkelig skidt.

Jeg fik for 4 uger siden 'tilbudt' en projektlederopgave, som jeg tog imod - og faktisk var sådan ret stolt over at være blevet hevet ind til. Tænk, at de så et lys i mig også selvom jeg ingen projektledererfaring havde!

Jeg skulle have spurgt mig selv, hvorfor jeg gang på gang falder for smiger og glemmer at tænke mig om. Glemmer at spørge mig selv, om det menneske, der smigrer i virkeligheden bare manipulerer mig til at lave noget, som faktisk ikke er særligt attraktivt.

Men der stod jeg så i lort til halsen og den første uge lagde jeg slet ikke mærke til det.

Det var nyt og spændende lort og jeg fik ros nok til, at jeg ikke lagde mærke til lugten. Samtidig kunne jeg støtte mig til, at det jeg ikke forstod bare skyldtes, at det var nyt.

Uge to lugtede lorten lidt...og jeg kunne mærke, at jeg faktisk havde ret svært ved at manøvrere i projektlederverdenen. Der var for mange opgaver og jeg kunne slet ikke få hånd om det.

Så jeg prøvede at sige fra. Fordi det på en eller anden måde var acceptabelt at sige fra overfor mængden af opgaver.

Uge 3 brød jeg ned. Jeg lukkede af og lod som om at jeg stadig havde styr på det og jeg lavede den sædvanlige blænding af omverdenen, hvor jeg ser ud som om jeg har travlt, har check på og snakker hele tiden.

Men jeg havde ikke styr på noget og arbejdede faktisk mindre og mindre.

Torsdag skulle jeg ud og give blod...og valgte at cykle hjem fra Glostrup Hospital i regn- og blæsevejr. Meget, meget dumt, når man i forvejen er kørt ned til sokkeholderne af mangel på søvn, stress og minus ½ liter blod.

Da jeg endelig kom hjem var jeg syg som en hund og sov i 4 timer.

Og viste så at enden var nået. Jeg kunne se, at det ikke var holdbart.

Den dårlige samvittighed over at rende af pladsen var stadig stærk og der skulle en alvorlig samtale med K til, førend jeg accepterede at det vigtigste var mit helbred og med truslen om at få trukket stikket til min computer ringede jeg til arbejdet og sagde stop.

Siden det har jeg fået det bedre. Jeg tog nogle fridage og fandt tilbage til mig selv. Arbejdede med den dårlige samvittighed og med at huske, hvad jeg er god til og hvad jeg nyder.

Jeg er tilbage på arbejde, med mine gamle arbejdsopgaver og har ro i hjertet til at indse at det, jeg har det godt med er ro og genkendelighed. Arbejdet bliver aldrig en karriere for mig. Jeg har ikke ønsket om at 'drive det til noget'. Jeg vil gerne være på en arbejdsplads, hvor der er gode kolleger og hvor arbejdet fylder 37 timer om ugen - så der er plads til, at jeg kan mærke mig selv.

En vildt lækker kage til kaffen

2011-10-08T13:32:00.000+02:00

...eller teen.

Da jeg holdt fødselsdag for familien i sidste weekend havde jeg bagt denne kage til eftermiddagskaffen. En kage blev spist - men da jeg var noget bekymret for om folk var meget kageglade (de kom jo helt fra Fyn!) havde jeg bagt to. Halvdelen af den uspiste blev afleveret hos vores søde naboer R og C, der selv er søde at kaste uspist kage efter os.

Men den sidste halvdel. Den holdt jeg øje med. Spiste et lille stykke hver aften i en uge. Og den blev ved at være god. Svampet. Saftig. Frisk. Chokoladet. Cremet. I det hele taget en kage man sagtens kan bage i overskud af.

Den oprindelige opskrift kommer fra Økologisk køkken året rundt af Liz Franklin og er med kandiserede kastanjer. Det kunne jeg ikke få - men jeg havde lækre amarenakirsebær med hjem fra Sardinien - lækkert alternativ.

Kaffekage med syltede kirsebær

Til to 24 cm springforme
160 grader almindelig ovn i 30 minutter (men hold øje - de skal blive lysebrune og faste...ikke mørke)

Kagen
265 gr smør (plus lidt til formen)
290 gr lys muscovadosukker
4 æg (stuetempererede)
265 gr mel
2 tsk bagepulver
1½ dl STÆRK kaffe
150 gr amarenas

Fyld og chokoladeovertræk
2½ dl piskefløde
1½ spsk sukker
3 spsk mørk rom (det udelod jeg)
200 gr smeltet mørk chokolade

Smør de to springforme med smør og beklæd eventuelt bunden med bagepapir.
Pisk smør og muscovadosukker til det er let og luftigt. Det kan betale sig at piske længe; sukkeret skal have lov at opløses sig i smørret.
Tilsæt æggene et ad gangen og piske grundigt efter hver (det er praktisk talt som at lave mayonaise; ægget skal binde sig til fedtstoffet. Ved det sidste æg kan det være at massen skiller lidt - det gør ikke noget).
Sigt mel med bagepulver og sigt det ned i dejen skiftevis med kaffen.
Vend kirsebærrene i.
Fordel dejen ligeligt i de to forme og bag dem.
Tag dem ud og lad dem køle ude af formen på en bagerist. De skal være helt kolde før de lægges sammen.

Til fyldet smeltes chokoladen i vandbad og fordeles over kagebundene.
Pisk flødeskum og fordel over den ene bund.
Læg den anden bund ovenpå.
Lad gerne kagen trække på køl nogle timer - eller en dag, så bliver den nemmere at skære.

Efterår på Avedøresletten

2011-10-08T13:09:00.000+02:00

Sidste weekend - der, hvor det var så fint efterårsvejr..da gik jeg tur på Avedøresletten. Det er ikke som sådan verdens mest spændende sted (hvis det er har jeg ikke opdaget det endnu), men når solen skinner efterårseftermiddagskønt, så er det faktisk helt fint med sådan lidt natur i gåafstand hjemmefra.

Så nu kan jeg nyde billederne, for jeg er bange for at efteråret fra nu af byder mest på regntunge skyer og tidligt mørke eftermiddage.

Hjemme på terassen var der også fint.

Den der eneste ene

2011-10-04T15:50:00.002+02:00

Der er faktisk kun to holdninger. Enten findes den eneste ene, eller også gør den ikke. Om folk mener det ene eller det andet afhænger ofte af, om de kender nogen, der signalerer, at de er i sådan et ’den eneste ene’ forhold.

Vi gik lidt mere i dybden i den samtale jeg havde med 4 kolleger. Vi er i meget forskellige parforhold. En har været i sit længe og har kendt sin kæreste siden de var ganske unge; en har en kone, der er 12 år yngre og har været gift så længe at de snart har kobberbryllup; en er nygift af praktiske årsager med faderen til den 2-årige de har sammen, men kunne egentlig ligeså godt have set sig selv fortsætte som kærester – og så mig, der er sammen med K på 3. år, efter møde på datingsite på et tidspunkt, hvor jeg bare ikke kunne holde ud at lede mere.

Vores forudsætninger for at mene noget om ’den eneste ene’ er ligeså forskelligt som vores tilgang til parfold.

Jeg tror på ’den eneste ene’. Jeg tror på, at der er én man har det så godt med, at man kan være mere komplet end hvis man er alene – eller sammen med en vilkårlig anden.

Jeg tror ikke på, at den eneste ene skæbnebetinget skal dumpe ned i ens skød og så glider alt på plads og man automatisk bliver komplet. Jeg tror, at man møder en, hvor forudsætningerne for, at han kan være ’den eneste ene’ er bedre, end hos nogen andre. Og hvor der er så god basis for, at man kan komplettere hinanden, at han kvalificerer til at blive den eneste ene. For jeg tror, at det er noget man bliver, mere end noget man er. Og når det er noget man bliver, ligger der implicit et stykke arbejde forbundet hermed.

Så det er der jeg er. Hvor jeg mener at have fundet ham, der kan blive min eneste ene.

Jeg tænker nogle gange over andres forhold – og andres mænd - og om jeg ville have det de har; have deres mand (altså ikke en masse med at ødelægge deres parforhold eller noget – bare sådan hvis jeg nu var den anden part i det forhold han indgår i). Og jeg er endnu ikke nået en eneste gang at tænke, at jeg ville. Ville have en anden mand. Nogle gange ville jeg gerne have at min mand var anderledes, men det tror jeg ikke kan undgås, fordi livet er fuld af behov og alle relationer lever i en afstemning af disse behov.

Men K er min eneste ene...fordi vi arbejder på det.

Fødselsdagsmiddag

2011-09-22T14:16:00.000+02:00

Jeg havde fødselsdag forleden. Jeg har år efter år vægret mig ved at fejre dagen. Ikke fordi jeg havde et problem med at fylde år, men fordi jeg havde et problem med at fejre. At planlægge at sætte mig selv i centrum. Fordi alt naturligvis skulle klappe og være stort, større, størst – begejstre og forbløffe. Og det havde jeg faktisk ikke særligt meget lyst til at begive mig ud i. Undskyldningerne har været mange. Jeg har mest skudt skylden på den manglende plads – men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg været til skønne fødselsdagsarrangementer på mindre plads, end jeg havde til rådighed i de dage – og da jeg havde allermindst plads tog mine veninder sagen i egen hånd og medbragte en fuldkommen 30-års fødselsdag med morgenmad, kanel og tivolitur.

De samme veninder skal jeg have til fødselsdagsaften i aften. Jeg glæder mig. Ikke bare fordi jeg har plads nu, hvor vi bor i hus – men fordi jeg efterhånden har accepteret, at det ikke behøver at være et arrangement. De er faktisk helt tilfreds med, at jeg inviterer overhovedet.

Så jeg holder det simpelt – så simpelt som jeg nu kan, når jeg faktisk elsker at gå i køkkenet.

Simpelt er at holde mig fra at lave laks sou vide, kager bagt i tre tempi eller 5 retters middag med amouche bouche.

Så simpelt er bagt laks med honning og sorte sesamfrø, bagte kartoffelbåde og en salat. Til dessert en chokoladekage med flødeskum og bær. Det har jeg lyst til at spise. Ikke bare servere og forbløffe med.

Amerikanske æble-vanillesnegle

2011-09-15T14:38:00.001+02:00

Sneglene bliver amerikanske ved at stå tæt og bages sammenhængene istedet for som enkelte snegle. Alt det gode fyld bliver indeni og sneglene bliver dejligt bløde.

Æblerne jeg brugte er fra vores have, hvor de hænger tungt i æbleespalieret. Der er nok til både æblesaft og disse æble-vanillesnegle.

Gærdej

25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
½ tsk salt
1 æg
100 gr blødt smør
300 gr mel

Remonce

100 gr smør

2 dl brun farin

Kornene af en stang vanille

Æblefyld

4 æbler

½ dl sukker

1 tom vanillestang

Til gærdejen røres gæren ud i den lune mælk. Melet, sukker og salt smuldres i smørret og blandes med gærblandingen. Ægget røres i og dejen æltes ganske let, så den bliver sammenhængende. Dejen hæver 1 time.

Til remoncen smeltes smørret og den brune farin og vanillekornene røres i og stilles til afkøling.

Æblerne deles i både, kernehus fjernes og bådene deles i mindre stykker. Æblerne koges til grød med sukker og vanillestang.

Rul dejen ud til en stor firkant. Smør remoncen ud på dejen og fordel æblefyldet over. Rul dejen sammen, skær dejpølsen i 1 cm. tykke skiver og sæt dem i en metalform side om side. Lad sneglene hæve en halv time.

Sneglene bages i ca 15-20 minutter i en 200 grader varm ovn (ikke varmluft).

Irritation

2011-09-12T12:19:00.002+02:00

Det værste ved, at jeg bliver bedre til at mærke mine følelser og anerkende, at de skal have lov at være der er, at jeg bliver nødt til at tage den nødvendige tid i følelser af vrede, irritation, frustration, tristhed, opgivenhed og alt sådan noget, som bare ikke er rart. Som jeg har været rimelig standhaftig i at udradere, nedkule og gemme længst væk i min hjerne.

Jeg har brugt strategier, der er udviklet gennem lang tid og som for flere af strategiernes vedkommende har været noget med at dulme. Dulme med alkohol eller mad eller arbejdsopgaver eller nye projekter. Og det lyder jo altsammen udemærket* - at få en masse arbejde fra hånden og beskæftige sig med nye ting er jo som sådan ikke skidt.

Der er bare det ved at dulme – uanset hvilken form det tager – så varer mit fokus kun så længe som til, at jeg bliver i bedre humør. Så jeg er ikke særligt vedholdende.

Jeg har igennem det seneste år lært at se, hvornår jeg bruger dulmestrategierne. Jeg er begyndt at kunne mærke følelserne og være i dem, istedet for at løbe skrigende væk. Og så er det, at jeg skal til at anerkende, at de har lov til at være der. At jeg har lov til at føle dem. At det er meget bedre at være vred, irriteret, frustreret, trist, opgivende og alt sådan noget, som bare ikke er rart. For det føles bare ikke meget bedre at være i noget, som ikke er rart. At vente på, at det bliver bedre. At analysere på, hvorfor jeg føler som jeg gør.

Igår var jeg irriteret efter jeg havde været til yoga.

Meget træls, at yoga endte med at have sådan en effekt. Timen gik ellers fint og jeg vred og strakte og stod i planke og syntes faktisk jeg havde ret meget overskud. Og kroppen var fuld af energi bagefter. Men fra jeg gik og til jeg kom hjem havde energien og overskuddet vendt sig til irritation.

Så jeg spiste frokost i den tro, at jeg bare var sulten. Jeg endte med at spise for meget og blev først efter 2 rugbrødsmadder, 7 marshmallows og en isbåd bevidst om, at jeg havde spist for meget. Irritationen forsvandt ikke, selvom jeg var mæt.

Så tog jeg 1 time på langs med en bog, fordi jeg tænkte jeg måske havde brug for at slappe af og lade kroppen hele sig selv. Jeg kunne slet ikke slappe af, så jeg sms’ede, arbejdede med en præsentation til mandag, hentede endnu en is.

Til sidst gik jeg igang med at lave mad, fordi det som regel har en beroligende effekt på mig. Jeg endte med at vrisse af K, der bare ville give mig et kram, fordi han godt kunne se jeg var irriteret – så blev han ked af det og synes jeg var træls.

Jeg gik tidligt i seng og vågnede med en ventende irritation, som stadig sidder i mig. Og det værste er. Den skal have lov at være der. For jeg skal jo lære det. Det tager tid og jeg er ikke god til at slippe dulmestrategierne.

Jeg er sikker på, at det kommer. Kommer tid, kommer nemlig råd.

*måske lige bortset fra, at alkohol griber om sig som dulmende middel og pludselig er det altså lige rigeligt, der skal til for at glemme, at jeg faktisk var ked af det, irriteret eller bare kedede mig.

Hej

2011-08-30T09:40:00.000+02:00

9 dage uden at blogge...jeg synes ligesom ikke, der er noget, der skal ned på skrift i øjeblikket.

Jeg laver en masse hyggelige ting...bager rugbrød, rydder op i skabe, viktualierum, udestue, presser æblesaft, strikker.

Inden i mig sker der også en masse ting. Jeg er igang med at komme ned i mine følelser. Turde at være i dem. Mærke dem, uden at flygte fra dem. Det er rigtig hårdt arbejde.

1 år har jeg haft en ugentlig time hos min psykolog, hvor vi bid for bid er kommet tættere på det, jeg arbejder med lige nu. Det har været den mest spændende, grådkvalte, opløftende og lærerige proces jeg overhovedet kunne forestille mig.

Udgangspunktet var skidt. Jeg havde svært ved at være sammen med andre mennesker – jeg var bange, brugte uhensigtmæssige forsvarsstrategier, flygtede og kunne overhovedet ikke komme i nærheden af at være tilstede i de følelser. Jeg var konstant angst – lidt angst – meget angst... Processen er stadig igangværende, men nu kan jeg begynde at se mine følelser. Nogle gange kan jeg mærke dem. Nogle gange kan jeg være i dem. Nogle gange flygter jeg, fordi det sidder på rygraden stadigvæk – eller fordi jeg ikke helt orker at være i dem.

For det er helt, helt, ufatteligt hårdt.

Heldigvis går det op for mig, at det også nogle gange er nemt og tilgængeligt og at jeg ikke har stærke følelser, som jeg skal forholde mig til hele tiden. Derfor er det så dejligt, når jeg bare kan lave hyggelige ting... bage rugbrød, rydde op i skabe, viktualierum, udestue, presse æblesaft, strikke...

Vinduespudsning

2011-08-21T09:40:00.000+02:00

Vi har købt et rullegardin på nettet. Det er nu blevet leveret og kan monteres, så snart vi lige får os taget sammen til det. Indtil nu har vi levet med en brun damaskdug hængt over en bruseforhængsstang. Det har fungeret så godt, at incitamentet, til at få det der rullegarding købt og hængt op, er minimal.

Men nu vil jeg altså have rullegardinet op - det signalerer bl.a., at jeg tilegner mig huset. Jeg er rimeligt god til at falde til alle steder; men ikke nødvendigvis på den måde, at jeg synes, at alle steder er hjem. Jeg kan bare ret nemt installere mig et nyt sted. Det der med at lave hjem er en helt anden sag og når man, som jeg, har boet rigtig mange steder og ofte i kortere tid, hvor det ikke rigtig er ulejligheden værd at pakke alle kasser ud - eller har haft ejendele til 3-årig opmagasinering, så tager det tid at flytte ind. Komme hjem. Finde ud af, hvad der fungerer bedst. Hvad hygger og hvad er praktisk.

Soveværelset har jeg brugt mentaltid på at indrette...K er heldigvis ret åben for, at jeg indretter, som jeg vil have det; han har blot nedlagt veto overfor for meget Laura Ashley blomster og schintz*.
Rullegardinet er andet skridt - det første var den nye seng. Nu er planen stille og roligt at få blå ro ind og godt med opbevaringsplads. Ikke for meget nips, men gerne nogle billeder, fine sengelamper og natborde, der passer os hver især. K vil gerne have noget højt i miniservantestil - jeg vil gerne have noget lavt, hvidt, bløde buer og skuffer. Forskelligheden er vejen frem - så tror jeg hyggen indfinder sig.

Derfor har jeg pudset vinduer her til morgen - så er der ihvertfald ingen undskyldning for ikke at få hængt det rullegarding op.

*hvis jeg nu havde været til Laura Ashley, havde jeg nok forsøgt at overbevise K om, at vi skulle indrette i læder, stål og spejle i loftet - så havde han taget imod storblomstrede gardiner og potpourri med kyshånd.

Status

2011-08-19T08:23:00.000+02:00

1. Jeg har haft ondt i ryggen siden natten til mandag. Seriøst ondt i ryggen. Som i 'jeg skal have hjælp til at tage tøj af'. Det sidder liiige mellem skulderbladene og gør, at jeg ikke kan holde hovedet. Meget, meget træls*. Det er blevet bedre i løbet af ugen og igår satsede jeg på, at jeg godt kunne tage til yoga. Det gik faktisk fint. Jeg kom hjem med lidt mere bevægelighed. Idag kan jeg sørme sidde lettere akavet ved computeren! Det gør, alt andet lige, mit liv lettere.

2. Idag, for 14 år siden, døde min mor. Jeg har issues (ikke kun fordi min mor er død). Heldigvis har jeg også en fremragende psykolog til at hjælpe mig med at håndtere dem. Igår på vej hjem fra yoga hørte jeg et interview med Søs Fenger, hvor hun sagde, at hun elskede at se programmer, hvor folk finder hinanden - sporløs og den slags - fordi hun selv havde mistet sin far og hun rigtig godt kunne forstå længslen efter et andet menneske.
Jeg er så ikke helt der endnu (hvis det er det, man skal stræbe efter). Jeg kan simpelthen ikke se programmer, hvor folk finder hinanden. Børn og hunde, der bliver reddet op af brønde. Jeg kan simpelthen ikke nyde, at mærke den der længsel. Jeg ved, at der ikke er forløsning for mig i, at dem jeg kigger på, finder hinanden.

3. Jeg er løbende bekymret over den proklamerede økonomiske krise. Fordi jeg er bekymret for fremtiden. Hvad sker der, hvis jeg mister mit job? Hvad betyder krisen i al almindelighed for os og vores liv? Hvad betyder krisen for verden? Folk i verden? Hele bekymringen kommer til udtryk i en grad af fornægtelse (a.k.a. det er nok ikke så slemt som 'de' siger). Er det fattigfirserne om igen? Hvad var fattigfirserne egentlig for noget? Er der en plan B? Jeg bryder mig ikke synderligt om overraskelser (ikke engang de gode af dem) og det her er just too much excitement for me....

4. Det er snart min fødselsdag. 36 år. Andre holder fødselsdag med stor fornøjelse. Jeg skal tage mig sammen til at holde noget overhovedet. Men der er ingen undskyldninger i år. Vi har pladsen. Vi kan holde familiefødselsdag og hele familien er praktisk talt inviterede...eller er blevet bedt om at sætte kryds i kalenderen. I denne weekend skal invitationerne ud (jeg tænker, at jeg kan lige så godt gå old school - breve er jo en raritet).
Og så skal jeg trække vejret. Huske at folk kommer, fordi de holder af mig og glæder sig til at se mig og hinanden - og huset og Kim og få en udflugt ud af det. Ikke for at checke på mine evner til at leve som en ordentlig voksen.

5. On a happy note. Jeg bagte det mest fantastiske rugbrød igår. Som i FANTASTISK! Sikkert ikke et rugbrød, der lever op til alle menneskers krav om, at surdejen gør et rugbrød...jeg bagte med gær. Kogte rugkerner, 5-kornsblanding, ekstra solsikke- og græskarkerne og hørfrø. Og dadler. Og honning, som bästis G har medbragt fra Litauen. Og så noget sigtemel fra en eller anden Bornholmsk mølle.
Det smager skønt. Er helt vildt let. Mætter rigtig godt. Og så er det alt andet lige ret billigt at bage. 2 store rugbrød for slag på tasken 30 kr. Det er mindre end halv pris fra Emmery's - og det er det rugbrød vi plejer at spise (jeg er helt med på at den økonomiske krise burde incentivere mig til at købe Nettos det billigste - men det er faktisk ikke særligt billigt når man tænker skiver...10 skiver røvsygt rugbrød for 6 kr. Det er 60 øre pr skive. Jeg får 40 skiver for 30 kr. Det er 75 øre pr skive. Ingen konkurrence).

6. Happy note nummer to. Jeg er begyndt at hækle noget så simpelt og tilfredsstillende som karklude i friske farver. Nemt - og hvem kan ikke nyde at sidde med pink bomuld i hænderne og hækle derud af...seriøst?

...jeg fik da lige gjort mig selv i bedre humør dér!

*Nu har kloge-åger sagt, at jeg da bare skulle gå til kiropraktor - og jeg havde sådan set også en tid tirsdag morgen. Men jeg kan faktisk ikke lide at gå til kiropraktor, fordi det føles lidt for meget, som at lægge liv og førlighed i hænderne på en (kompetent no doubt) fremmed, der gør sit bedste for at knække mit hoved af.
Så jeg afbestilte tiden, for at se tiden an.

Om at være god ved sig selv

2011-08-11T13:19:00.000+02:00

Jeg har ikke været god til at skrive blogindlæg den sidste uges tid. Troede ellers den der fotomaraton ville være befordrende for indlæg med billeder og lidt tekst. At de to ting kunne hjælpe hinanden lidt på vej. Istedet har jeg oplevet det som lidt af et pres at skulle fotografere, at skulle skrive noget. Jeg har endda ikke rigtig haft lyst til at læse noget.

Men jeg kan se at det er en sommertendens – det der, med ikke at være helt gearet til at få skrevet indlæg.

Istedet for at slå mig selv i nakken over det, jeg ikke har gjort, vil jeg forsøge med positiv bekræftelse og rose mig selv for det jeg har gjort. Det er indrømmet ikke meget, men lidt har vel også ret?

Jeg har lavet aftensmad næsten hver aften, selvom jeg ikke havde lyst. Det har endda været resteretter, der har varieret over temaet hvad man får ud af en bøtte frosne koteletter i fad
Jeg har hæklet 28 vimpler færdige, hæftet ender og hæklet dem sammen til en vimpelranke (igen tak til Karen Klarbæk)
Jeg har ryddet op i hus, hver dag – selvom jeg ikke gad og selvom det ikke var mit rod (meget sødt af mig)
Jeg har forkælet mig selv med is (lidt mange is), men til gengæld har jeg ikke været ude og dyrke motion (HA HA HA)

Se...ikke meget.

Men hvis jeg nu holder det fokus (selvros), så skulle det gerne blive sjovere at lave mad, rydde op, hækle og dyrke motion. Sjovere, end hvis jeg nu havde skældt ud på mig selv over, at jeg kun lavede kedelig mad; ikke fik hæklet det der håndklæde færdig; ikke støvsugede og gjorde rent - og gav mig selv skyldfølelse over at spise is og sidde i sofaen.

Det er ikke nemt det med positive reinforcement, men jeg tror det virker. Øvelse gør nok mester.

* man får koteletter i fad med ris en aften (oplagt)

man får mexican stylefad med resterne af sovs og ris og en rest sorte bønner blandet med æg og ost og proppet ned i nogle tacoskaller med creme fraiche

man får slutteligt rester af mexifad proppet i halve peberfrugter med ovnbagte kartofler og resterne af creme fraichen lavet til hvidløgsdip

...og så fik vi altså også blandet salat...hver aften!

Dengang mormor var ung

2011-08-06T09:57:00.001+02:00

De veninder jeg har fra universitetet er nogle af de næreste og bedste jeg har.
Vi har en årlig tur - og fordi vi ikke er blege for at hive strikketøj, kaffe og brok frem, har vi tidligt i forløbet betegnet os selv mormor. Så turen er mormor på tur.

Vi har ferieret på Bornholm, i Portugal og senest i Frankrig. I år med en nybagt mormor og en gravid en af slagsen - og nogle, der prøver - går turen mere stilfærdigt Nordsjælland i sommerhus.

Sommerhus er lig med kortspil. På den nys afsluttede Mallorca-ferie med familien spillede jeg Casino med brormand R - og lærte søster S og hendes kæreste E at spille. De nåede at blive lige så vilde med det som brormand R og jeg var - dengang vi vi børn. Og spillede det hele tiden. Når vi ikke lige spillede Trivial Pursuit (så meget at ingen gad at spille med os, fordi vi kunne alle svarene; lille henrivende Inge, Canis Lupus, Waterloo...just to name drop a few...).

Så jeg håber mormor på tur bliver med et slag Casino...dagens minde fra barndommen.

Bagud fra starten

2011-08-05T12:06:00.001+02:00

Okay, det var d. 4. august igår. Og det var da som sådan gået op for mig. Men alligevel troede jeg kun jeg skulle nå med i Photo Challenge med 3 billeder. 1. til 3. august som jeg jo havde misset.

Men nej. 4. august skulle jo have været med. Så idag - day 5 - indeholder både min yndlingsfarve og en jeg elsker...

Man skulle faktisk ikke tro det - men jeg holder virkelig meget af grøn. Jeg drages af grøn. Men jeg har faktisk ikke så mange beklædningsting i grøn - og dem jeg har bruger jeg ikke så meget. Det er om om, jeg bedre kan lide grøn, end grøn kan lide mig.

Men se lige hvor pæn naturen er i grøn

Og så de her stole...hvis ikke det lige var fordi de koster 1400 kr stykket!

Sådan er det heldigvis ikke med K - han kan rigtig godt lide mig.

100 om dagen!

2011-08-05T11:29:00.000+02:00

Jeg synes, jeg taber håret. Hele tiden er der et hår, der kilder på alle de bare steder på kroppen. Og jeg er sådan lidt tyndhåret som udgangspunkt. Angsten for, at jeg er ved at blive skaldet er, som følge heraf, stor. Heldigvis er google endnu engang min ven.

Tab af 100 hår om dagen er helt normalt. 400-500 er unormalt. Så nu skal jeg igang med at tælle...det kan umuligt være mere end hundrede. Men jeg mener. HUNDREDE. Det er sgu da også mange!

Selvportræt, sky, dagens bluse

2011-08-04T18:34:00.002+02:00

Jeg er ikke vild med selvportrætter - så det her havde fokus på at der også gerne måtte være en sky med. Eftermiddagens eneste. Og til sidst dagens bluse. Kategorien er What I wore (day 2...selvom det idag er day 4...) - og jeg er så glad for den; min nye bluse fra H&M...den er lillepigefin i farven og mormorfin i mønsteret.

Jeg vil også være med!

2011-08-04T12:17:00.002+02:00

Hos Fru Schou så jeg en fantastisk udfordring* - for jeg vil så gerne have flere fotos med på bloggen. Jeg hopper på; skønt at blive inspireret i blogland!
Dagens indlæg må samle op for de sidste 3 dage...måske 3i1?

*Udfordringen stammer faktisk herfra hos Oh So Lovely

Pølsehorn

2011-08-02T16:17:00.000+02:00

Da jeg var ung. Ung og frejdig og gik i byen til meget tidligt om morgenen, var pølsehorn fra 7eleven et must. Var jeg rigtig sød, tog jeg ekstra med hjem til dem, der uundgåeligt kom på besøg på mit kollegieværelse i løbet af dagen med samme slags tømmermænd som jeg.

Nu ved jeg godt, at pølsehorn fra 7eleven sikkert ikke hører til på den økovenlige, sundshedsfokuserede ernæringspyramide, som alle 35+ kvinder jeg kender, mere eller mindre bekender sig til. Så det er ikke så tit jeg får pølsehorn.

For tid siden havde jeg mine kolleger på besøg til grill aften og bedste værtindestil havde jeg sørget for, at der ikke manglede noget*. Der var kyllingespyd med to slags marinade. Der var hakkebøffer og rigtige bøffer. Og så var der pølser. Der var selvfølgelig ikke nogen der gad at spise pølser.

Så igår fandt jeg en hel pakke frankfurtere i naturtarm i fryseren. Nogle spiste vi stegt på panden med en rest kartoffelsalat. Ret skal være ret - de smagte fortræffeligt. Lækkert med sådan noget naturtarm. Sprødt.

Resten blev idag pakket ind i en dej lavet af hvidt mel. Lidt en smule sød, fransk sennep og en rest ost ind sammen med pølsen. Pølsehorn. Bedre end 7elevens. Men nok stadig der, hvor de ikke helt ryger med på pyramiden. De kan stå og kigge på den, indtil de er lavet på en dej af fuldkornsemmer, med hjemmerørt sennep og slagterens lammepølser.
Det lyder nu også ret godt....

*mine søde kolleger havde medbragt alt tilbehør, så jeg skulle bare sørge for kød. Det er simpelthen for nemt. For lidt. For let at komme omme ved. Men også fordi jeg er typen, der hellere laver lidt for meget, end lidt for lidt.

Yogalår

2011-08-01T14:16:00.002+02:00

Målet med yoga er indre fred. Indre fred er rigtig fint, men virkelig svært at opnå, når vejen til målet får ens ben til at ryste af anstrengelse, sitre af aflukkede blodomløb, der genåbnes og haser, der ikke rigtig kan strækkes ud. Så er vejen til indre fred lang.

Jeg har været der. Der, hvor øvelserne og åndredrættet arbejdede sammen og skabte ro i sjælen og jeg kunne holde fred med mig selv. Bare være. Mærke kroppen. Ikke smerten.

Så holdt jeg op med at dyrke yoga. Lidt af dovenskab. Lidt fordi, jeg har en grundliggende udfordring i forhold til at være vedholdende. Lidt fordi, jeg ikke syntes de yogahold jeg deltog i var lige så gode, som dem, der havde skabt den der fantastiske fred.

Det er rundt regnet 8 måneder siden jeg deltog i et yogahold. Min krop demonstrerer nu hidsigt, at det var seriøst dumt at holde op (det kan vel ikke helt kaldes en pause, når der ikke var en fast dato for at starte igen). Men jeg prøver at overbevise kroppen om, at det er til dens eget bedste at genfinde noget smidighed. Det var jo så dejligt at være i fred med mig selv. Indtil da har jeg post-yoga-lår*.

*Yoga-lår er faktisk gode lår..slanke, stærke, smidige. Post-yoga-lår er pratisk trælår, der bevirker at man går ned af trapper som en gammeldame der har skidt i bukserne. Ucharmerende.

Ny teknik

2011-07-30T10:27:00.000+02:00

Det er jo ikke fordi, jeg ikke godt kan lide at se en film. Jeg har bare ikke rigtig haft behovet for at sætte en film på. Altså se andet end det, der bliver tilbud i tv. Hvis jeg vil se film udover det, går jeg i biografen.

Da jeg i sin tid flyttede til København, hin forårsdag 11 år siden boede jeg lidt hist og pist. Jeg flyttede ofte og synes det var træls at pakke ned og pakke ud. Jeg boede desuden steder, hvor der var tv til rådighed, så jeg savnede ikke at have mit eget.

Da jeg endte i en lejlighed med en, der ikke havde tv var jeg så tilstrækkelig afhængig, at jeg købte et tv. I Kvickly. Med indbygget videoafspiller. Således gik der mange år, hvor jeg så de 4 fim jeg havde - og en sjælden gang lejede en film i Blockbuster. Jeg har stadig det tv, men det kan ikke bruges til at se film på. Videoafspilleren larmer så meget, at al lyd går tabt. Og hvem ser i øvrigt videobånd?

DVD afspiller har aldrig været indenfor min rækkevidde. Jo, jeg forsøgte at tilslutte en, jeg havde købt i Netto til videotv'et. Det fungerede ikke - og et nyt tv var der ikke økonomi til.

K har arvet sin mors gamle tv. Det er et klenodie. Gammelt B&O, der aldrig forgår. Okay, der er blevet skiftet et lydrør for 5000 kr for et par år siden - men ellers. Og fordi det eftersigende har genial lyd (sådan noget kan jeg ikke høre) skal det ikke udskiftes med noget smartere. Noget, der kan noget med DVD. For indtil igår var det vores fælles oplevelse, at der ikke kunne sluttes en DVD afspiller til. Men det kan der!

Og nu er det så gået op for mig, at vi ejer hele Robin Hood serien (den med Jason Connery...og senere - eller var det før...ham med det boppede sorte hår og de korte arme á la Richard Marx...stop mig inden jeg går i 90'er selvsving). Et afsnit af Barnaby. Døden på Nilen med Peter Ustinov fra 1978. Og et par film om 2. verdenskrig. På DVD. Og det er ligesom det. Rimeligt hurtigt til at overse - eller gennemse (jeg har allerede set Barnaby).

Så idag skal vi ud og hente 20 film af varierende karakter fra en, der sælger ud af sin samling.
Jeg er lidt giddy over det!

Alene hjemme

2011-07-29T12:28:00.000+02:00

Jeg skal være alene hjemme i huset i aften. For første gang. Jeg er lidt bekymret for, om jeg kan finde ud af at hygge mig - eller om det bliver uhyggeligt. Om jeg bliver for fokuseret på lyde. Om jeg ender med at sidde i kælderen og vente på, at vandet begynder at vælte op af kloakken, hvis det regner.

Planen er at overøse mig selv med hygge, sådan at jeg slet ikke overvejer, at kriminaliteten i Hvidovre er steget med 14 % - i forhold til et fald for København med 10 % (eller sådan nogenlunde i følge Lorry...jeg panikkede, da jeg hørte stigning i voldelig kriminalitet i Hvidovre, så statistikken satte sig ikke helt fast).

Men internettet kan jo også give et betryggende informationer. Hvidovre Avis fra 19. april skriver, at børn og unge dropper kriminalitet. Det er jo meget fint - men jeg er ikke sikker på at at jeg hellere vil overfaldes af en granvoksen mand. Heldigvis siger nøgletal for Hvidovre (godt nok fra 2010) at tyv./brugstyv. af cykel stadig er top-scorer med 815 tilfælde - mod kun 172 voldsforbrydelser.

Nååååh, ikke mere....

So anyways. Måske er det bedre ikke at kende statistikken. Måske er det bedre at se frem til hækletøj, ild i pejsen og vafler. En uskadelig tv-udsendelse. Dybe vejrtrækninger og fokus på, at jeg er voksen og jeg godt kan være alene hjemme. Helt sikkert.

Dét havde jeg ikke lige regnet med

2011-07-25T15:10:00.000+02:00

Overspringshandlinger er noget jeg ynder. Jeg skal lige have lidt tilløb til den opgave jeg nu skal udføre Og jeg skal helst også belønnes når jeg så har gjort det jeg skal. Jeg er helt bestemt sådan en, der responderer på en gulerod (og til tider også pisk...)

Så jeg surfede lidt rundt ude i den virtuelle verden - og en god rundrejse starter jo altid med noget virkelig uskyldigt (f.eks skulle jeg forleden lige undersøge, hvor mange mennesker, der bor i Frankrig - knapt 65 millioner; men et google foreslag var 'hvordan snaver man' og det kunne jeg sådan set ikke lade gå fra mig; så jeg endte med at læse spørgsmål og svar fra en række 13-årige i 10 minutter indtil jeg fik hold på mig selv).

Idag læste jeg til en start lidt avis, læste lidt om hvilke ting man kan lave i haven, når det regner - og i en sådan artikel var der nogle gode parforholdsråd om, at man da skal rose sin mand; det får ham simpelthen til at blive glad! Hmm, hmmm tænkte jeg - kan det virkelig være sandt?*

Lidt surfen rundt og pludselig faldt jeg over en artikel, der gav meget konkrete råd, listet på en overskuelig måde. Måske det er kogebogslæseren i mig, der falder for sådan en opskrift, for jeg læste troligt listen igennem og syntes faktisk, jeg kunne bruge nogle af rådene.

Først efter jeg har læst det hele og tænkt, at det kunne være der var mere spændende at finde samme sted opdager jeg at...

...det pokker mig er Carl-Mars hjemmeside jeg er inde på og at manden har skrevet om alt mellem himmel og jord. Hvordan man siger fra overfor sine forældre. Hvordan man giver konkret faglig kritik eller bliver en gladere kollega. Mandens nervøsitet i et nyt forhold. Og så naturligvis det som jeg forbandt med Carl-mar...kussen, pikken og alt det der med hvem der er gud.

Det var nu dagens overraskelse...

*okay, jeg tænkte faktisk mest at det da for helvede er sandt både for kvinder og mænd, men måske jeg glemmer at rose lidt, og når jeg nu sidder her og surfer kan jeg da lige så godt finde ud af, hvordan det foreslås man roser sin mand

Ild i pejsen

2011-07-24T09:39:00.000+02:00

Sherlock Holmes, vafler med æblemarmelade fra Nybrogård og ild i pejsen i går aftes. Så gør det ikke noget, at det er højsommer og vi faktisk burde have siddet i haven med grillen tændt.
Huleboeren i mig er stærk og efterår er faktisk min yndlingsårstid. Så jeg nød det her

Hold SÅ OP!

2011-07-23T14:17:00.000+02:00

Helt ærligt det regnvejr er bare ikke til at holde ud! Det regner naturligvis ind i udestuen. Drypper rustvand ned på vores nylagte trægulve. Så der står plastkasser til opsamling og bidrager desuden til det generelle opbevaringsrod. Alt fra kælderen er flyttet i udestuen.

Kælderen. Der, hvor vi stadig skovler 15 liter vand op fra gulvet hver dag. Det siver ud af væggene.
K teoretiserer over at skulle brække gulvet op. Lave brønd med pumpe. Udgifterne til det. Jeg prøver at holde modet oppe og bemærker konstant, at der ikke er grund til at male fanden på væggen. Det kan jo være, der er en nemmere løsning.

Min bästis G kommenterede tidligere idag, at jeg skulle have lidt perspektiv. Regnvejret og mine frustrationer er intet mod ulykken i Norge. Og det har hun jo helt ret i. Men det er alligevel et perspektiv jeg har ret svært ved at fokusere på. Synes måske ikke vores kælder har noget at gøre med norsk terror, uanset hvor forfærdeligt, formålsløst og ulykkeligt det er.

Jeg syr gardiner til udestuen. For at gøre den mere indbydende. For at sminke det kaos, der hersker. Gardinerne er fra IKEA. De er faktisk vildt fine. Overraskende fine. Og nemme at have med at gøre. Det eneste man skal er at sy rynkebånd på og sætte hægter i. Men de der hægter kommer i pakker af 72. Ikke 72 ens hægter. Nej, 3 forskellige slags. Det giver ingen mening. Jeg bruger kun de 24 ud af en pakke. Hvornår skal jeg lige bruge de 2 andre slags? Og 24 er ikke nok til de 2 gardiner, der er i en pakke. Jeg bruger 17 pr gardin, så jeg var hurtigt i underskud. Og i overskud med 48 hægter jeg ikke kan bruge.

Her til formiddag var jeg i IKEA. For at handle hægter. IKEA er udflugtsmål nr 1 når det regner. Der kan man sagtens bruge et par timer på at handle servietter, stearinlys og hvad har vi. Jeg havde i ånden set, at jeg ville blive hængende selv. Men 13 minutter efter jeg havde parkeret stod jeg på parkeringspladsen og ledte efter bilen.

Så nu skal jeg have syet de gardiner færdige. Og som overspringshandling og eftermiddagshygge skal vi have vafler. Og så kunne vi fandme godt snart bruge noget tørvejr.

Med utvetydig inspiration

2011-07-20T14:13:00.000+02:00

Karen Klarbæk har en fabelagtig blog og er rundhåndet med DYI på hæklefronten. Min bästis G havde fødselsdag i tirsdags - og jeg var på Mallorca. Jeg har praktisk talt aldrig fejret hendes fødselsdag på dagen - og denne gang var den værste. For jeg havde sagt jeg kunne komme. Jeg havde sagt jeg ville bage. Jeg var gået igang med den fineste Klarbækinspirerede gave. Indtil jeg ugen forinden opdagede at uge 28 var det samme som d. 12. juli. Røvbanan kunne jeg kun sige.

Så det blev til bagning på forhånd og så meget som min dårlige samvittighed bød mig...gulerodsmuffins og et hold med marcipan og rabarber. Og en kage med chokoladestykker og appelsinskal. Det var da det mindste jeg kunne gøre.

Og så naturligvis vimpler i sommerfarver. TILLYKKE G...sådan lidt på bagkant.

Du ligner en teenager!

2011-07-20T11:21:00.000+02:00

...jeg var rimeligt målløs, da K sagde sådan til mig imorges. Altså, hvornår holdt det op med at være en kompliment at se ung ud? Okay, jeg er da godt klar over, at 35-årige ikke skal ligne teenagere - men jeg synes faktisk bare, jeg så sådan lidt frisk ud. Shorts og stribet t-shirt og nyredt hår. Ingen make-up.

Jeg var godt klar over, at det ikke var det K så. Han så en, der havde lidt for korte shorts og lidt for stram t-shirt. En, der forsøgte at være med på moden. En, der ikke lignede den kæreste, han sædvanligvis ser. Men hvad ser han så? En gammel kone? En, der er håbløst umoderne? En, der falder i med tapetet?

Jeg ved godt, at det er urimeligt at spørge sådan, for han er faktisk ret god til det der med komplimenter.

Igår sagde han f.eks, at jeg så bedre ud med skjorten udenpå nederdelen og med bælte - at jeg faktisk så sådan set lidt tyk ud, når jeg havde skjorten inden i nederdelen.
'Men ser det ikke lidt SM-agtigt ud?' spurgte jeg (det var den slags bælte) - 'nej, nej - det er mere sødt end sexet'.

Også en af den slags komplimenter, der lige skal bundfælde sig - for at jeg ikke bundfælder ham. For det er da fint at se sød ud. Og det er da fint, at han faktisk tager stilling til, hvordan han synes jeg klæder mig - det gør jeg jo også med ham (lidt for korte bukser er også et no go for mig). Men hvis nu han baaare lige kunne pakke de der kommentarer lidt ind - positive reinforcement tænker jeg. Men det skal jeg nok ikke regne med - og det er jo heller ikke fordi det i sidste ende er det, der afgør hvordan jeg klæder mig.

Så jeg har stadig lidt for korte shorts og lidt for stram t-shirt på. Jeg synes det holder!

Mad, man spiser på Mallorca

2011-07-18T16:14:00.000+02:00

Jeg har aldrig råbt hurra for det spanske køkken. Det tænder mig ikke rigtig. Det er som om, det bondekøkken, som franskmænd og italienere har raffineret og som har smagsmæssig dybde og kan gøre madkunst af et stykke tørt brød, ikke rigtig fundet fodfæste i Spanien. Jeg er sikker på, at jeg får nogle over nakken, for der er ganske givet elskere af det spanske køkken derude...se bare på hende Anne Hjernøe! Men selv ikke når hun laver en hel programrække om det spanske køkken kan jeg finde fascination. Mundvandet løber ingensteder.

En tur på Mallorca kan jo være flere ting rent madmæssigt*. Der er ingen tvivl om, at mallorcinerne gør deres bedste for at understrege, at grisefester og sangria ad libitum er en saga blot og at de også gerne vise hvad de kan - også indenfor bondekøkkenet.

Jeg var åben for at få gode spiseoplevelser da vi tog afsted. Råvarerne ville være gode, lokale, modne, og noget særligt. Vi skulle spise hjemme i det lejede hus og derfor ville vi få rig lejlighed til at købe på marked og få det friskeste af det friske. Vi ville spise frokost på barerne og smage på tapas og boccadillos med jamon og queso, gazpacho og en masse lækre skaldyr. Om aftenen ville vi selv lave tortilla med kartofler og løg, grille lammekoteletter og pølser - eller måske gå ud en aften og spise i en ombygget vinkælder, en celler, hvor de laver de traditionelle mallorcinske retter sopa og den allestedsværende paella. Kort sagt havde jeg faktisk kørt mig selv op til nogle ret gode oplevelser på madfronten.

Blev jeg skuffet? Nej ikke rigtig. Men det var også mest fordi den stemme, der lød fra mit baghoved sagde 'hvad sagde jeg'. For det var kedeligt.
Brødet var for hvidt, for tørt, for intetsigende. Tomaterne var hårde, halvgrønne og mindre tomatsmagende end jeg havde forventet. En sopa, som jeg fra Italien kender som en toscansk brødsuppe, med daggammelt brød og kål var ikke noget at råbe hurra for. Hvor var den dybe kålsmag, den salte smag fra osten, konsistensen fra brødet?

Okay, der var glimt af gode oplevelser. Café con leche kan de fleste barer lave så fuglene synger. Sød, dyb, næsten chokoladeagtig i smagen - og på en bar i Palma fik vi uventet serveret to små cremefyldte croissanter til. To himmerigsmuldfulde.

Den mad vi lavede hjemme i huset var god. For råvarerne på markedet er rigtig gode - og billige!
3 auberginer for 0,59 euro! Har man hørt mage? Det er da ikke engang 10 kr!!!
Lammekoteletter på grillen var også rigtig godt, fulde af smag og møre som bare pokker. Vinen var god og billig. En aften gik der heftig debat i, om det var den billige rødvin (til 10 kr) eller den dyre (til 20 kr), der var den bedste. Man kan godt tillade sig et ekstra glas for at finde ud af det.

Men kan det passe, at det man laver selv er bedre end det man køber ude? Jeg synes tit det er oplevelsen på vore hjemlige restauranter - at oplevelsen og kvaliteten af maden ikke står mål med det man med lidt indsats og gode råvarer kan lave i sit eget køkken. Men jeg havde håbet at blive mere inspireret og at det spanske køkken ville vise sig at være mere interessant. Det var det ikke på Mallorca. Ihvertfald ikke der hvor jeg var.

*Jeg holder hele Ferran Adría og molekylærgastronomien udenfor det her. Det er de færreste der kommer til at opleve det som et udtryk for den spanske madkultur - og selvom der helt sikkert er en masse restauranter, der arbejder med råvarer og finder på fine smagsoplevelser; så er det nok ikke det, der følger med hjem efter en tur i det spanske. Det er café con leche, boccadillos, tomater og chorizo der hersker de fleste steder. Sådan som jeg oplevede det ihvertfald.

Hvorfor er det jeg aldrig kan komme hjem til tiden?

2011-07-18T15:24:00.000+02:00

Sådan havde jeg det, da jeg sad i Zurich og endnu engang var fanget i en europæisk lufthavn. Jeg er i forvejen ikke den, der nyder at rejse vildt meget. Jo, altså jeg kan da godt lide det - jeg er bare ikke så skide eventyrlysten. Overraskelser er ikke det, der tænder mig mest og jeg er rigtig gode venner med forudsigelighed. Kedeligt måske - men sådan holder jeg nu bedst ferie. Så slapper jeg af.

Dagen for hjemrejsen stod K og jeg, min søster S og hendes kæreste E så tidligt op. Og priste os lykkelige ved, at vi på hjemrejsen fra Mallorca kun havde én mellemlanding i Zurich (udturen havde 2 og hverken Frankurt eller Madrid er synderligt spændende...ihvertfald ikke lufthavnene). Afgang fra Palma gik noget nær upåklageligt, selvom de godt nok ikke rigtig kunne finde vores navne i listen til det forbindende fly i Zurich.

Hvis man bliver sendt videre fra et sted, hvor de faktisk kun snakker spansk (eller horribelt engelsk) til et sted hvor de snakker fantastisk godt engelsk for at få løst sit problem...så ved jeg faktisk godt, hvorhenne jeg helst vil diskutere, hvorvidt jeg skal med et fly eller ej.

Ankommet til Zurich var problemet ikke gået væk af sig selv. Så efter at have stået lidt tid ved transfer disken fik vi at vide, at vi bare skulle dukke op ved boarding og så kunne det da være, vi kom med.
K og jeg besluttede at slå tiden ihjel i Zurich og hoppede på et tog ind til byen - hvor man virkelig hurtigt slår 2 timer ihjel. Så fin en by. Så fin en frokost ude på en lille markedsplads i solskin. Vi var lige ved at tro på, at dagen ville ende godt og vi faktisk ville komme ombord. Men det var skæbnens ironi - eller medlidenhed...lidt godt før noget skidt.

Tilbage i lufthavnen og gaten - hvor vi naturligvis ikke kom med. Hvad havde vi regnet med?
Tilbage til transfer desken og en del debatteren om, hvorvidt vi kunne komme med den afgang der lå 20 minutter senere (as if); en afgang til Frankfurt med 2 timers ventetid og et forbindende fly, der ikke kunne bekræfte, at vi kunne komme med - eller om vi skulle et smut forbi Milano for at komme hjem.

Vi valgte det sidste. Det var det mindst bøvlede, selvom det føles helt forkert at rejse i den stik modsatte retning af hjem. Vi kom hjem med 5 timers forsinkelse.
Men også med en god oplevelse på sidste tur. K, S og jeg fik fine pladser på economy extra (fattigmands business class) og rigtig mad, som vi ikke skulle betale for, vin, kaffe, baileys og en flirtende svensk purser, som vi allesammen nåede at blive lidt vilde med (ok, vi fik jo også vin og baileys ik).
Stakkels E fik hverken det ene eller det andet. Han blev placeret 3 rækker bagved på economy...for langt bagud til at nyde goderne, tilpas langt fremme til at se os nyde løs.

I Kastrup blev S, K og jeg desuden kaldt - og fik udleveret vores bagage i hånden. Tak for turen. Da K og jeg gik mod en taxa stod E stadig og ventede ved transportbåndet på sin taske.

Du spørger måske dig selv, hvorfor vi havde alle disse problemer? Ja, det spørger vi faktisk også os selv - og SWISS om. SWISS havde uddelegeret flyvningen fra Zurich til København til SAS og i den forbindelse skulle alle registreringer flyttes fra det ene system til det andet. Og så forsvandt vi bare. Sådan.

Det er 4. gang jeg sidder forsinket og frustreret i en lufthavn. Nogle gange er det min skyld - nogle gange er det ikke. Men det er lige ødelæggende for min ferie hver gang. Så moralen er: kun direkte fly, kun economy extra. Koste hvad det koste vil.

Kan man få rene trusser på forsikringen?

2011-07-08T10:58:00.000+02:00

Jeg regnede ikke med, at det var tilfældet, så jeg tog initiativ igår til at få vasket diverse inden afrejsen lørdag.

Inden jeg satte mine bedste underdele over ville jeg lige sætte en testvask over (sådan lidt viskestykker og karklude der kunne tåle at gå i stykker, hvis den der oversvømmede vaskemaskine var kaput).

Alle maskinens relevante lamper lyste og der var glæde i det lille hjem.

Lige indtil K meddelte, at der altså ikke var gang i den (vaskemaskinen that is).

Så først blev jeg lidt panikken og syntes vi skulle gå ud og købe en ny med det samme. Her og nu løsninger er lige mig. Så faldt jeg lidt ned og tænkte at man da måtte kunne tigge en vask et sted. Bare lige til lidt lingeri...alt andet måtte vente.

Så jeg ringede til min bestis G og hun var helt klar på, at jeg sagtens kunne nasse en 10 kr’s vask i hendes vaskekælder. Hvis der altså var en maskine fri. Og hvis jeg kunne nå at være der inden kl. 19, fordi vaskeriet lukket kl. 20. Som i 'låser døren og maskinerne slukker', så man skal altså være ude inden kl. 20. Jeg mente nu nok jeg kunne leve op til det krav, så vi aftalte, at jeg skulle ankomme kl. 18:30 – men rigeligt tid til at tosse rundt inden kl. 20.

Der var naturligvis ingen maskiner ledige (held-kvoten var opbrugt for den dag er jeg sikker på).

Men heldigvis ligger der en møntvask lige om hjørnet. Lidt smadret godt nok, for G bor i NV - og der var da også en strategisk placeret politibil på hjørnet (som gjorde mig underligt tryg).

Efter lidt fumlen og rend til en kiosk for at få vekslet fik vi sat en vask over. 30 minutter skulle det tage, så der var rigeligt tid til at drikk hyldeblomst på altanen hos G og sludre om alt det der er nyt, når man ikke har set hinanden i 14 dage.

En halv time senere var jeg afsted hjemad med en pose vådt tøj. Eneste problem var en BH, der var så trashet, at jeg ikke helt kan gennemskue om det var fordi den var semi-trashet inden, eller om sådan nogle NV-møntmaskiner er ekseptionelt agressive?

Imorges havde jeg så tørt til det inderste. Min glæde var stor. Også da K lige så stille indrømmede, at grunden til, at vaskemaskinen ikke rigtig ville, nok mest var fordi han havde glemt at tænde for vandet*.

*Godt skat. Du har altså også haft meget om ørerne. Du kunne have solgt mig en skrøne om at du handy-mansk ikke ville have det siddende på dig at din kvinde ikke kunne få vasket det hun ville have og havde hevet bagbeklædningen af og omkalfatret nogle ledninger og pakninger og noget. Men nej. Du indrømmede – og det gør dig da bare SÅ sej. Dig kan jeg nu godt lide.

Min underbevisthed på ferie?

2011-07-06T14:59:00.002+02:00

Vi skal på ferie på lørdag. Det er det helt store familieforetagende og målet er et kæmpe hus i bjergene på Mallorca. Egen tennisbane og swimmingpool (hvor jeg planlægger at arbejde på at få udjævnet farveforskellen mellem mine arme og mit maveskind – gerne mens resten af min familie vandrer i de der bjerge).

Men vi har jo også den der kælder, der har været oversvømmet. Som ikke rigtig er tør endnu.

Den er nu ret ren fordi K har været igang med Ajax med citronduft og Klorin (med svømmehalsstank).

I eftermiddag kommer taksator og så håber jeg det ender med, at vi faktisk med ro i sindet kan tage afsted på lørdag. Min underbevisthed har sendt utvetydige signaler om, at der skal ligge en afklaring snarest.

Således i nat drømte jeg, at dagen oprandt og vi skulle være i lufthavnen lige om lidt. Faktisk stod K allerede derude og ventede på mig.

Jeg var dog nødt til at lave kaffe til den tidligere husejer S inden jeg kunne komme afsted. Hun sad på en trone og var virkelig insisterende. Jeg fik hende dog overtalt til at hun kunne få kaffen i en termokande. Men med vand i kælderen var termokanden forsvundet og det endte med, at jeg løb igennem terminal 2 med en stempelkande og S i hælene på mig, mens K råbte ’KOM NUUU’.

I løbet af denne weekend har jeg lært følgende...

2011-07-04T14:18:00.000+02:00

K er ufatteligt sej. Jamen sådan helt vildt imponerende sej. I løbet af 2 splitsekunder kan han etablere en ’red kælderen’ situation. Han kan korporligt løfte vaskemaskine og tørretumbler og redde dem fra druknedøden. Han kan trøste mig, der hopper fra ben til ben, mens jeg jamrer ”vores fine nye huuus”. Han kan koordinere, er utrættelig og er det mest generøse menneske, jeg kender.

For vi blev jo naturligvis også ramt af The Mighty Flood. Op af kloak og ind af døre og gennem vægge og gennem tag. Og der var SÅ MEGET VAND.

Vi har kælder i 2 niveauer og den nederste del var komplet oversvømmet. Det er virkelig foruroligende, når man kigger ned i mørkt (og hvad man kan formode ulækkert) vand og ikke rigtig kan se, at det vil få ende.

Vi havde venner på besøg og de trådte til. Vi har fantastiske venner. Så mens J og jeg stod i underbukser og for mit vedkommende gennemblødt t-shirt og uldne gummistøvler (hvad havde jeg lige forstillet mig?) og hastigt stigende vand op fra trappeskakten, ringede den anden J utrætteligt til alle de vagttelefoner, hun overhovedet kunne finde, havde nærvær nok til at tage stegen af grillen, tænde stearinglys, da alt lys gik, og være til rådighed for mig, når jeg var allermest opgivende...alt i alt sådan nogle venner, der træder til når nøden er størst.

Og naboer...(ja altså, jeg har ikke været meget værd den første måned i huset i forhold til det at lære vores naboer at kende. K har gjort en indsats – men han falder også bare utroligt nemt i snak med folk* men jeg har mest bare nikket og smilet...). Nu kender jeg folk. Naboer, der er SÅ hjælpsomme og kommer med pumper og spande og hjælper med at bære vand væk; naboer, der fortæller om deres oplevelser og viser rundt i deres kældre – men også resten af huset og fortæller af sig selv, hvem de er og hvad de laver og hvor de holder ferie. Naboer, der har brug for hjælp og er uendeligt taknemmelige for lidt. Søde, søde mennesker, der gør at katastrofen ikke virker helt så rædsom.

Samme båds-princippet holder!

Jeg ved, at der er folk, der er ramt meget mere end vi er. Jeg har kolleger, der fortæller rædselshistorier om gulve, der suger vand og presser dørkarme ud af vægge, om møbler og tøj for tusindvis af kroner, der er til at smide ud og om familieklenodier, der er færdige. Så jeg er positiv. Jeg har lært gode ting. Alt der sker fra nu af må ses i dette lys uanset hvilket efterslæb, der kommer....(note til selv: læs dette indlæg, når du bliver vred og frustreret over at hele kælderen skal rives op og det tager 3 måneder at få penge for ødelagt yogamåtte og pæne sko).

*K: ”Nå, hvor gammel er du så, hvad laver du, har I lige været på ferie/ude at handle/på losseren?

Mig: Hej...øh...går det godt?”

Bare fordi jeg skal...

2011-06-29T15:13:00.000+02:00

Helt ærligt så er jeg begyndt at tænke i blogindlæg. Det er lidt overvældende, at alle oplevelser ses igennem et filter, der handler om hvor lidt og hvor meget, de egner sig til at komme på bloggen.
Det kan godt gå hen at blive farligt - jeg kunne hurtigt komme til at forsvare at skrive en sjov udlægning af nogle oplevelser, der måske for andre ikke var helt så sjove, afsløre noget jeg egentlig selv var bedst tjent med at holde indenfor hjemmets fire vægge - eller indeni mit eget hoved.

Så uanset, at der de sidste par dage er sket en god ting (noget med arbejde) og en træls ting (noget hele det her indretningsgejl, som er en del af det med at flytte i hus), så er dagens indlæg handikappet og med kortene holdt helt ind til kroppen.
Ingen afsløringer, fordi jeg faktisk ikke helt har afgjort med mig selv, hvor ærlig jeg vil være. Hvor åben.

Istedet kan jeg vel afsløre den fine gave jeg havde med til M's fødselsdag i sidste uge. Se lige her, hvor fin (og amatørstylet)

For meget fest, for lidt fritid

2011-06-27T14:28:00.001+02:00

SKØN fest for min far. SKØN tale fra min bror og jeg. Jeg tænkte seriøst flere gange på, om han ikke snart var færdig med at sige det han skulle sige, så jeg kunne få lov igen. Vi kørte sådan en omgang ping-pongtale; og folk de grinte sgu...og vi var endda de første, så det var ikke bare fordi vi var fulde...det blev vi først senere.

Men sådan en fest - især med overnatning æder jo hele weekenden op!
Vi kom først hjem hen på eftermiddagen, fordi der først var morgenmad hos naboen, hvor K og jeg overnattede. Det var virkelig tidligt, så jeg havde alle forventninger om at vi ville være hjemme sidst på formiddagen.
Men så skulle der lige pakkes festtelt ned og bæres borde og stole. Nogen (K) hjalp. Nogen var lidt mere nødt til at sidde stille og læse en lille bog (ja, hvem tror du selv).
Og så var der formiddagskaffe.
Og så skulle hunden hentes og den skulle vi jo også lige nå at se.
Og så var der noget med nogle andre ting, der lige åd en time mere.

Således drog vi endelig på vej med en forventning om, at vi nu ville være hjemme tidligt på eftermiddagen.

Lige indtil jeg besluttede at bryde 3 års McDonalds-embargo. Jeg sad faktisk dér i bilen og kunne ikke tænke på andet end pommes frites (eller PF, som de åbenbart kalder dem hos McD). Med PF-sovs.
K er ret nem at overtale i den retning (han bakker helt grundliggende ikke op om mit embargo – og igår var jeg egentlig ret godt tilfreds med dét). Så vi smuttede da i McDrive sammen med resten af danskerne, der har 2+ børn og ingen holdning til, at det er et rædselsfuldt koncept, der prøver at narre folk til at tro, at de tager nogle ernæringsmæssige hensyn (jeg kan UDEmærket være dobbeltmoralsk, thank you very much).

Efter en halv stor pommes frites med salatmayonaise havde jeg heldigvis fået nok og overlod K resten (han havde sat sin egen store pommes frites til livs). Så fik jeg lige bekræftet, at det var et princip jeg egentlig godt gider at have, det med at jeg ikke spiser McDonaldsmad. Helt ok.

Da vi kom hjem lagde jeg mig på sofaen, fik INTET ud af resten af dagen - bortset fra lækre rester af festmaden inklusive en masse chokolade og noget kage. Tror måske McDonalds var det sundeste jeg spiste igår.

Skide traditioner!!!

2011-06-24T11:57:00.000+02:00

En af grundene til, at jeg gerne ville flytte til provinsen var selvfølgelig, at man ikke kan komme ret langt med livet i en 46 m2 lejlighed (ok, det er der sikkert nogle, der kan - men ikke mig) - men det var også lidt fordi jeg har rigtig meget behov for det der med at starte en familie og være en familie - gøre familieagtige ting og føle, at der er tryghed i gentagelserne.

Så derfor kom jeg til at insistere kraftigt på, at vi skulle deltage i noget Skt. Hans værk ude i forstaden.
Bål i gadekæret. Jeg syntes det lød yndigt, romantisk, roligt og trygt og noget, der i dén grad kunne gentages år efter år. Så jeg meddelte K, at vi skulle pakke rødvinen og papkrusene og stikke ned og synge fællessang (det er jeg meget glad for - K knapt så meget). Han indvilligede og jeg troede nu, at det var sådan aftenen skulle gå - for pokker vejret var endda med os!

Vi cyklede til gadekæret, der på afstand levede helt op til mine forventninger; små ællinger der fiste rundt i kæret, små børn, der fiste rundt om kæret, gamle mennesker, der nok bare fiste (ha ha, den så man komme på lang afstand).
Da vi kom lidt tættere på sagde K, at han godt nok syntes det lignede et rimeligt lukket arrangement og at det nok mest var for landsbylauget og sådan noget. 'Nej, nej' sagde jeg, 'det stod i lokalavisen, det er HELT sikkert for alle'.
Så vi bredte min regnjakke ud - sådan i lidt afstand fra The Locals og trak den der vin op. Og kiggede. Lidt i smug, som om vi bare sad og nød aftenen. Så kom der gamle damer hen til os og ville sludre. Det var LIGE DET jeg havde drømt om. Vi var Part of The Locals!!! Eller på vej til at blive det. Så jeg fortalte dem allesammen, at vi lige var flyttet ind og hvor havde de det dog hyggeligt, og stillede spørgsmål om området og om dem - og de var jo naturligvis helt vilde med at fortælle...der er garanteret aldrig nogle andre, der spørger.

K blev mere og mere stille og den der vin, var faktisk ved at være slut. Der var ikke synderlig udsigt til, at de havde tænkt sig at sætte ild til heksen. Rastløsheden bredte sig i K. Jeg kunne mærke det - og så sagde han: 'Skal vi ikke bare smutte hjem og se fjernsyn!!!!'

Så jeg endte min aften med demonstrativt ikke at se Taggart og være vildt skuffet over ikke at have etableret en tradition.
Men jeg er godt klar over, hvad der gik galt. Heldigvis. Det er ellers ikke selvindsigt der er min stærke side. Men jeg glemte jo sådan set at informere K om, hvorfor det var jeg gerne ville til Skt Hans med bål og brand og hvorfor det var jeg blev så kampskuffet.

Så der er faktisk ikke noget at sige til at han hellere ville sidde i sofaen med sin kæreste og drikke te og kramme (og se Taggart) end at sidde ved et skide gadekær sammen med nosy gamle damer. Søde mand....

Bundgear

2011-06-23T10:17:00.001+02:00

Det er ihvertfald ikke top gear hos mig idag.
Jeg sov urimeligt dårligt...eller måske bare rimeligt dårligt, når man tænker på, at jeg faktisk sagde ja tak til kaffe igår aftes (mens alle andre startede med at sige ja tak - og så efterfølgende bare skulle have te (!)...med mere eller mindre valide begrundelser for meningsskiftet...for det ER jo gift for kroppen).

Så det endte hverken værre eller bedre end, at jeg hele natten har ligget med store øjne og stirret udi mørket - og det bliver faktisk mørkt midt om natten; jeg havde mine tvivl fordi det er f#¤"¤&¤# lyst indtil klokken lort om aftenen og igen usandsynligt tidligt om morgenen...men altså, der er en lille lomme af kvalmende mørke, hvor ens indre ur siger 'nu skal du sove', mens ens nerveender siger 'zitzitzitzit' og ens tanker siger dumme ting som 'der er en edderkop under dynen', 'den der tale til far kommer til at falde til jorden med et brag og det bliver mig der fucker den op', 'hvorfor har du stadig ikke betalt de regninger', 'hvordan kan han bare ligge og sove', 'hvorFOR regner det så freaking meget at man ikke engang kan sove med ØREpropper I?!!'. Alle den slags ting der kværner rundt når man er Palle alene i natten...

Så her til morgen er jeg ikke meget værd og jeg bliver nødt til at tage en kold tyrker på kaffen idag. Ingen stimulanser (andet end noget røgforgiftning ved gadekæret i Avedøre Landsby i aften - hvis jeg er heldig smider de mig direkte på bålet).

Når noget som udgangspunkt er skidt

2011-06-21T19:27:00.000+02:00

Så skal man forsøge at lade være med at redde - smide gode penge efter dårlige og sminke lig og den slags. Så at sige hoppe af hesten, hvis den er død (blogland advarede mig faktisk tidligere idag).

Så da jeg stod nede i Netto Avedøre (som stadig ikke gør sig for mig; der er ingen logik, der er flere spotvarer end almindelige varer og der er folk, der går rundt med cykelhjelm på) og var en kende desperat efter hvad aftensmaden skulle byde på (det plejer ellers ikke at ramme mig - men mere om det en anden dag), så endte jeg med at købe ind til en rejemad og tænkte at for bare at stryge madlavningsdyret en smule med hårene at jeg så ville røre en mayo til. Jeg plejer at have succes med den slags. Indtil for nylig havde jeg 99,9% succesrate - kun min allerførste mayonnaise fejlede. Her fornylig var jeg så bare f#/%"% overmodig og troede jeg kunne gå på vandet - og det gik så grueligt gal; og så ender man med olie-æggesuppe, hvilket ALDRIG har været lækkert.

Nå men jeg stod ihvertfald efter endt shoppetur med en laber koldpresset, økologisk solsikkekerneolie, som jeg tænkte var lige i øjet til en lækker mayo. Jeg duftede til den og ja, ja, den var da en kende i retning af rå solsikkekerne - altså pænt bitter. Men jeg lavede varsomt og drypvis mayo af den - og ganske rigtig. Når olien starter med at være bitter, så ender produktet sgu nok også med at være bittert!

Okay, så jeg skulle have stoppet der, kylet det hele ud og startet forfra med 'the tried and tested' metode og olie (en slaveolie på raps, der smager dejligt af ingenting, så man faktisk kan få sin mayo til at smage af det man har lyst til). Men nej. For det ville da være super-ærgeligt at smide 2 æggeblommer ud!! Så jeg står nu med en mayonnaise, der er blevet til en vanskabning af en salsa rosa på den værst tænkelige måde...og den er sgu stadig bitter!

You fool kan jeg kun sige til mig selv. Men det ender nok med at vi spiser den alligevel...

Hvad lærer man egentlig af sin far?

2011-06-21T14:28:00.000+02:00

Lige om lidt holder min far 60-års fødselsdag. Han fyldte for mange måneder siden, men en rigtig fest skal holdes i haven og der skal være plads til en masse mennesker og det er lidt koldt når man nu er født i januar.
Han inviterer også børn, svigerbørn og barnebarn på ferie, så den får ikke for lidt.
Det er lidt overvældende og jeg ved at han ser frem til festen. Men hvor meget han ser frem til at blive fejret er jeg usikker på.
Han er typen, der elsker at fortælle en god historie - og gerne en, der er lidt dramatisk (f.eks noget med fingre, der sættes af ved skulderen, som følge af havearbejde...jow jow, jeg lover - det er ikke mig der dramatiserer; det skete faktisk!). Men han er faktisk også typen, der bliver lidt forlegen, hvis han får ubetinget ros.

Så min bror og jeg har besluttet at holde en tale - der ikke roser ham alt for meget (måske i virkeligheden for lidt), men istedet fortæller sjove historier fra da vi var børn. Vi forsøger lidt at have nogle pointer - hvad lærte vi egentlig af at blive konfirmeret med havehandsker fra Harald Nyborg istedet for blondehandsker fra Jørgen&Jørgine (ja, det kan godt være det lyder et fedt, men det var faktisk en big deal...jeg havde heller ikke de lysblonde slangekrøller, jeg drømte om) - eller hvad med første skoledag med lædertornyster á la Soldaten og Fyrtøjet (stakkels brormand) fordi den var på tilbud?

Man kunne tro at vi lærte at vores far var en nærig rad - men det er faktisk ikke sandt. Det vi lærte var, at se nogle muligheder i nogle ting, som ingen andre så - og at det ikke giver blivende ar, ikke at have det de andre har. Det giver mest bare nogle gode historier.

Idrk effekten mindskes

2011-06-19T19:35:00.000+02:00

Lige da jeg startede med at gå i haven var jeg pakket ind som om jeg skulle behandle rhesusaber smittet med ebola. Alle bevægelser i jord og i min nærhed fik mig til at stoppe med det jeg havde gang i - og bare lige checke at der ikke var edderkopper, bænkebiddere eller snegle der så deres snit til at hoppe på mig. Det krapyl kan jo altid finde vej ind i en handske eller ned af nakken på en rullekravebluse (forestil jer i øvrigt hvor iøjnefaldende man er i rullekrave, langebukser, gummistøvler og havehandsker i 25 graders varme)!
Nå men jeg må nu tilstå at efter gentagne gange i haven i stadig mindre tøj (dog stadig gummistøvler og havehandsker) at det, der kribler ikke længere sender mig i panikangst 3-4 meter væk.
Således idag har jeg ordnet have og haft en lille frø i hånden...altså min behandskede hånd...og det fik mig kun til at skrige idddr...lige så stille...smide den (blidt) fra mig og kigge på den - og med HELT normal stemme sige 'var du der lille tudse'...(jeg finder at 'lille' får mig til at føle mig lidt mere ovenpå og voksen-agtig).
Nu skal jeg bare lære ikke at skrige...

Om ikke andet; så ser haven sådan her ud (virkelig en forbedring trust me...selv uden før-billede)

Hvad kan det være...

2011-06-18T16:02:00.000+02:00

Jeg har ikke den store erfaring udi det med fotografering. Jeg er mest typen, der tager snapshots uden nogen form for komposition - men som misunder dem, der kan tage et casual-lækkert billede og få det til at se snap-shot-agtigt ud...
Nogle gange går der så lidt for meget 'jeg-prøver-at-være-arty-farty' i den og jeg komponerer og komponerer...og det ender alligevel med at autofokus og snap-shot fungerer bedst for mig.
Handler det om øvelse gør mester?

Men om ikke andet har jeg været krea med HAMA - men fordi det er en gave er den færdige kreation hemmelig indtil onsdag...så hvad kan det mon være...

Lørdags planer

2011-06-18T12:55:00.000+02:00

Der er ikke noget som en hel dag, hvor der ingen planer er - det er helt, helt fantastisk...og lynhurtigt overstået - for sådan en dag indbyder jo til at lave noget. Og så skorter det pludselig ikke på planer.
K og jeg ville egentlig have taget den store provinstur (det er noget med trailer, losseplads, Bilka og Bauhaus) - lige indtil han blev ringet op af sin ven J, der smed en plan på bordet...så nu er K og J ude og lave noget med kajakker sammen med nogle politifolk (jeg vakler mellem at være bekymret - man kan jo uforvarende drukne! og være helt rolig - hvis man har tendenser til at drukne kan de der politifolk nok noget med redningsaktioner og genoplivning...og så er det jo faktisk sådan at K er en helt habil svømmer).
Det betyder jo at dagen min egen og den skal ihvertfald ikke bruges på lossepladsen.
Jeg er på vej ud og hente HAMA perler - for blogland er fyldt med fabelagtige ideer til, hvad man kan med sådan nogle og min veninde M har fødselsdag lige om lidt...jeg er sikker på hun vil være ret begejstret for noget hjemmegjort...

Så gik der tid med det!

2011-06-17T16:44:00.001+02:00

Hvis jeg skal være helt ærlig, fik jeg en slags kolde fødder over det med blog. Jeg var pludselig alligevel ikke rigtig klar til at fortælle om noget.
Så tog vi på ferie. Så kom vi hjem. Så flyttede vi ud i huset og pludselig havde vi boet her i 18 dage - og bloggen var helt deromme bagved i hjernen og prikkede mig kun på indersiden af hovedet ved lejlighed og fortalte mig at der lå 3 indlæg ude i blogland og hvis jeg ikke havde tænkt mig at gøre mere ved det, så kunne jeg lige så godt lukke og slukke den der blog - for 3 indlæg er sgu da for fesent.
Så skrev min veninde A om jeg ikke godt ville checke hendes blog ud - hun har nemlig været til foredrag hos Uthaug og Fuhrmann - eller med...og det kom der noget godt ud af (udover at det, som forventet, havde været vanvittigt sjovt - noget som jeg kun er lidt bitter over, for A skrev faktisk og inviterede mig med...og så SÅ JEG IKKE BESKEDEN!!!)...A lavede simpelthen den fineste blog..
Nuvel - jeg ved ikke hvad A's holdning til, at jeg linker til hendes blog er - den er helt ung og måske lidt skrøbelig (ligesom min er - og der kommer jo ikke lige nogen herind tilfældigt, så det er nok lidt prætentiøst at beskytte A mod alle dem, der via Lidt Godt ville spamme hendes blog)...sååå....jeg linker altså ikke. Men den er fin hendes blog - med fine fotos - og så fik hun mig jo til at ville igen...blogge...så nu prøver jeg lige een gaang tiil.....

Opdatering: A er da helt ok med at jeg linker...find hende her

Overfusning

2011-05-11T18:59:00.000+02:00

Nogle gange er jeg bare så ufatteligt stolt af at have fundet en mand, der kan agere 'den store beskytter'...eller jeg er glad for, at han kan - og stolt af ham (det med at finde ham, er en helt anden historie, som ikke på den måde, er noget at være stolt af).
Jeg har nemlig brug for at blive beskyttet engang imellem. Jeg er for eksempel ikke videre godt til at tackle når nogen råber noget ind i hovedet på mig - heller ikke selvom de på sin vis har en pointe. Så kan jeg godt finde på at stirre med store barneøjne, bævende underlæbe og fokus på ikke at sige noget, for det vil helt sikkert komme krampegrådkvalt ud.
Så det var helt på sin plads, at K idag, da det ringede på døren (og vi begge troede det var den søde ældre herre fra to døre henne, der ville spørge om noget), og det viste sig at være en envejskommunikation over temaet "jeg har sagt det til jer før, I skal fandme ikke sætte jeres affald udenfor døren. Hvis I nogen sinde gør det igen, så gør jeg noget ved det, som vil være dårligt for jer". Herefter blev vores affaldspose smidt ind i lejligheden. Manden fulgte op med "Hvornår flytter I? Hvornår slipper vi for jer? Jeg ved I har solgt jeres lejlighed, for jeres mægler bliver ved at smide ting ind i min postkasse...ingen reklamer og så smider han det alligevel ind. HVORNÅR FLYTTER I? HVORNÅR FLYTTER I?". Her blev jeg så temmeligt beklemt ved situationen - for manden har lidt ret. Jeg sætter altså nogle gange en meget pænt bundet affaldspose udenfor vores dør på svalegangen. Diskret lænet op af en plante. For at tage den med til affaldsskakten når jeg skal i den retning. Men alligevel. Selvom manden havde ret - det er da irriterende at se på andres affaldsposer, så synes jeg måske det var at overreagere at råbe sådan løs og smide rundt med affald. K. trådte til og sagde beroligende ord til mig, lod manden rase indtil han havde fået nok og trøstede mig så, da jeg alligevel endte i gråd. Så glad og så stolt over at have en kæreste, der kan være mere opmærksom på mine behov i en presset situation end på at skændes med en, der helt klart var ude, hvor man ikke kunne resonere med ham. En million point for det.
Og så bare en tanke...hvad er det helt nøjagtig man kan gøre hvis vi gør det igen...noget som vil være dårligt for os...dramatisk!! (hvis jeg ikke stadig var lidt befippet ville jeg næsten have lýst til at teste det - men altså; hævnakter er der vel sjældent kommet noget godt ud af)

Kan jeg det her?

2011-05-11T12:22:00.000+02:00

Jeg får tit nogle særdeles gode idéer til noget jeg gerne vil - noget jeg vil håndarbejde, noget jeg vil madlave, noget jeg vil udfordre min krop med, noget jeg vil se eller høre...og så bliver det ikke rigtig til noget. Nogle gange går det lidt bedre og jeg starter...jeg køber materialer, eller læser vejledninger, andres oplevelser eller anmeldelser...og så bliver det ikke rigtig til mere. Ganske få gange - og mest, hvis der er andre med på vognen, så jeg føler mig forpligtet fuldfører jeg, det jeg har sat mig for. Jeg er nok grundliggende doven - men en del af problemet er også at sådan nogle nye udfordringer gør mig usikker. Hvordan bliver jeg påvirket af oplevelsen? Men altså dovenskab er helt sikkert en STOR del af problemet :-)
Så nu sidder jeg så her med den her blog. Det er helt sikkert en ny udfordring. Jeg var kampklar og begejstret igår. Overbevist om at jeg praktisk talt ville skulle begrænse mig, for jeg ville da helt sikkert bare skrive hele tiden. Jeg tænkte på hvordan jeg kunne have arkiver med indlæg, der kunne postes, hvis jeg nu var syg eller på ferie eller uden computer. Og så vågnede jeg her til morgen og det blev klart for mig at gårsdagens entutiasme ikke varede helt ved. Og nu begynder usikkerheden (og med stor sandsynlighed også dovenskaben) at træde ind på scenen.
Gad vist hvor længe jeg holder ved?

Bedre sent end aldrig

2011-05-10T14:44:00.000+02:00

Jeg læser mange blogs - primært madblogs men også nyligen blogs i andre genrer; og hvor er det overvældende så mange der har noget på hjerte, der er sjove eller underfundige (jeg holder mest af de sjove). Så jeg tænkte at springe med på bølgen (nu er det så tydeligt at jeg er en af dem, der står ret lang tid inde i strandkanten og kigger på de andre, der boltrer sig i de der bølger, inden jeg vover mig ud. Men når det sker er det som regel ret konsekvent og med store armbevægelse og prusten så der bliver lagt mærke til mig).
Så den her blog bliver nu lanceret fordi jeg tror jeg har noget på hjerte. Lige om 5 minutter (eller mere præcist 21 dage) flytter K og jeg i hus. Sådan et rigtigt parcelhus fra 1953, med udestue og gammel have og viktualierum og krybekælder. Et hus, der i den grad giver mulighed for at gøre helt andre ting i sin fritid en jeg har været vant til de sidste mange år (mere præcist 3 år i en 1-værelses med K). Jeg forudser at tv får en mindre fremtrædende plads og at min yndlingsbeskæftigelse (at lave mad, læse om mad, se på andre der laver mad på førnævnte tv) ikke får helt den plads som hidtil. Men inden jeg begynder at skabe scenarier, der ikke nødvendigvis ender med at blive sandheden (om timer i haven og nydelsen ved at vaske tøj hele tiden, fordi duften af nyvasket tøj, tørret i det fri bare ikke kan slås) så skal der lige gå 21 dage. Dem kan jeg lige så godt blogge om - optakter er slet ikke dårlige...